Byvandringer

Byvandringer med Aarhushistorier.dk

Byvandringer i Aarhus kan føre dig på eventyr og på opdagelse, føre dig til grin og gys og føre dig til helt nye oplevelser.

Herunder får du en lille fornemmelse af, hvad en byvandring kan være, du kan læse en anmeldelse her, og så er du naturligvis også meget velkommen til at kontakte mig for at høre mere om muligheder og priser.

Besættelsen af Aarhus

Sammen med resten af Danmark var Aarhus besat af det nazistiske Tyskland fra 1940 og fem år frem. Især den sidste tid var voldsom og præget af usikkerhed, og jublen var heller ikke til at tage fejl af, da frihedsbudskabet lød i radionen i maj 1945.

 

Gode historier er gemt bag byens facader

Aarhus er fuld af store og markante bygninger. Rådhuset, Domkirken, Kunstmuseet ARoS – blot for at nævne nogle stykker. I virkeligheden er listen uendeligt meget længere, og hver af de mange bygninger rummer historier og fortællinger.

 

En berømt gæst i Mejlgade

Går man tur i bare en enkelt af Aarhus’ gader, kan man hurtigt fortabe sig i historien. Mejlgade har eksisteret i adskillige århundreder, og Mejlgade rummer både den 800 år gamle katedralskole og det noget yngre bygningsværk Mejlborg, der omkring år 1900 dannede rammen om det finere borgerskabs selskabsliv.

 

Baggårde og hemmelige historier

Fra gader og stræder ses de ikke altid – baggårdene. Men der ligger her små hele verdener med fortættede indtryk og gemte stemninger. Baggårdene rummer ofte også spændende historier, og byen opleves pludseligt helt anderledes, når disse små verdener åbenbarer sig for én.

 

Da Aarhus var en meget lille by

For blot 150 år siden var Aarhus næsten forsvindende lille i forhold til i dag. Der var ikke mere end godt 10.000 indbyggere, og Aarhus var mindre end Odense. Hele Aarhus var hegnet ind – omgivet af et plankeværk. Betjente patruljerede, og skulle man ind i Aarhus, var der kun syv steder at passere plankeværket.