Jeg hedder Doron Haahr. Mit fornavn er israelsk. Mit efternavn er dansk – eller oprindeligt vist fra Sverige, hvor en fjern forfader muligvis var lidt for intim med en adelig frøken, hvorefter han måtte flygte i nattens mulm og mørke til Danmark. Det mente min morfar i hvert fald.
Så længe jeg husker, har historien sagt mig noget. Den er interessant, og den pirrer min nysgerrighed. Det vil jeg gerne dele; det er dét, der driver mig.
Mine byvandringer er et udtryk for min lyst til at fortælle. Jeg bevæger mig i alle tider og i alle temaer, og jeg forsøger altid at få historien levende frem i hovederne på dem, der lytter til mig.
Men historie kan mere end blot at blive fortalt af mig til dig. Jeg tror på, at historien giver værdi.
Det oplevede jeg, da jeg lavede en byvandring for familien Voss. De fejrede bedstemors 80 fødselsdag ved at gå i hendes barndoms fodspor i Aarhus.
Jeg oplever historiens værdi, når unge og ældre aarhusianere fortæller, at de er blevet gladere for og mere interesserede i Aarhus efter at have været i hemmelige baggårde og hørt ukendte historier.
På samme måde bidrager en anderledes oplevelse af byen til den gode stemning, når jeg har personalegrupper med rundt. Ofte fortsætter de i højt humør videre til et af byens spisesteder.
Grundlæggende ser jeg mig selv som en kulturhistorisk iværksætter. Mit ærinde er at bringe historien i spil i sammenhænge, hvor den ikke tidligere var at finde. I nye møder opstår nye ideer. Nye ideer er nye muligheder.
Jeg har en kandidatgrad i historie fra Aarhus Universitet. Der blev jeg færdig i 2011. I 2016 udkom min første bog. Bogen hedder “På Stuegang i Aarhus – Historien om byens hospitaler” og handler om hospitalernes udvikling i Aarhus fra midten af 1800-tallet og frem til i dag. Du kan finde en anmeldelse af bogen her og her. I 2019 skrev jeg bog for AAB (Arbejders Andelsboligforening), der fyldte 100 år. I 2022 skrev jeg jubilæumsbog for Filadelfia, Danmarks eneste epilepsihospital, der kunne fejre 125 års fødselsdag. Jeg har i mange forskellige sammenhænge arbejdet med historieformidling i snart 15 år.