Byvandring i det utugtige Aarhus

Kom tæt på Kyllinge-Søren og Natmanden kl. 14 søndag den 18. august 2013.

Det gamle Aarhus var en labyrint af stræder og baggårde. Her fandtes smugkroer og bordelvirksomhed, og i denne verden mødte man skikkelser som Sorte Grete og Peter Langkniv. I Aarhus huserede også Kyllinge-Søren, som var berømt for at grave sig ud af byens fangehuller.

På denne vandring skal vi i fodsporene på det mindre fine selskab i det gamle Aarhus, og vi skal høre om livet i underverdenen. Vi skal høre om bødlens arbejde på Store Torv, vi skal høre om de “liderlige og pasløse” i 1500-tallet – og vi skal i det hele taget høre om det liv, der var i Aarhus efter mørkets frembrud. Det bliver en rejse ind i en helt anden verden!

Vi mødes på Store Torv ved Domkirkens hovedindgang.

Det foregår søndag den 18. august kl. 14. Vandringen varer ca. halvanden time.

Prisen er 90 kroner, der betales kontant på dagen.

Byvandring på Aarhus Havn

Historien om Havnen – i anledning af Tall Ships Races. 4., 5. og 6. juli 2013.

Var det ikke for havnen, var Aarhus næppe blevet til det, den er i dag. På denne havnevandring skal vi rundt på Mellemarmen og høre om havnens historie og dens betydning for byen.

Undervejs kommer vi helt tæt på de store havneindustrier som den hedengangne Aarhus Flydedok og den fortsat aktive kornsilo. Vi skal høre om den voldsomme havneeksplosion under besættelsen, vi skal forbi dronningens pullert – og vi skal opklare, hvordan en kasse kunne ændre havnen for altid. På turen får vi også et kig til den gamle havn, hvor blandt andet Hack Kampmanns flotte Toldbod igennem 100 år har budt sejlende velkommen til Aarhus. Vi får også kig på det helt nye, når vi spejder mod nord og får øje på den tidligere containerhavn, hvor byggerier som Lighthouse og Isbjerget i dag præger omgivelserne.

Havnevandringerne udbydes i samarbejde med Aarhus Kommune og Tall Ships Races.

Det hele foregår torsdag den 4. juli, fredag den 5. juli og lørdag den 6. juli.

Der er vandring hver dag kl. 10, kl. 13, kl. 15.30 og kl. 18.30.

Vandringen varer halvanden time.

Startsted er ved Glascontaineren/Informationen inderst på Mellemarmen lige ved “Univers”. Se kort her.

Det er gratis at gå med – Aarhus Kommune inviterer.

Byvandring langs Aarhus Å

Åens historie og dens betydning for Aarhus. Fra vikingerne til i dag. Søndag den 30. juni 2013 kl. 14.

Åen var hvor det hele startede. Vikingerne grundlagde Aarhus langs åens breder – de kaldte deres by Aros, som betyder ved åens munding. En ganske god beskrivelse af det sted, de havde valgt at bo. Senere voksede et voldanlæg op omkring byen, og her spillede åen en vigtig rolle. Senere igen voksede byen og voldanlægget blev sløjfet. Byen spredte sig i mange retninger, men åen var det evige centrum.

I 1800-tallet begyndte man så at diskutere muligheder for en overdækning; der var mange forslag, men det var først i 1930’erne, at åen forsvandt fra bybilledet. Væk var den i en menneskealder, men er nu igen en naturlig del af Aarhus. Sidste etape af fritlægningen er i fuld gang – og forventes færdig i 2014.

Vil du høre mere om åen, dens historie og livet langs dens breder? Kom med og bliv klædt på til havnevandringerne i juli.

Hvornår: Søndag den 30. juni kl. 14.

Mødested: Mølleparken foran hovedbibliotekets indgang.

Varighed: halvanden time.

Pris: 90 kroner, der betales kontant på dagen.

Tilmelding ikke nødvendig.

Barnevognsbyvandring

Byvandringer i Aarhus for dig på barsel onsdag den 19. juni, 26. juni og 3. juli 2013.

En barnevognsbyvandring er en hyggelig tur rundt i Aarhus, der er tilrettelagt, så det kan passes ind mellem bleskift og moset frugt.

Du ser byen med nye øjne, du hører gode historier – og du bliver lidt klogere på din by.

Turene varer en times tid, og de er både baby- og barnevognsvenlige.

Det sker:

Onsdag den 19. juni kl. 13

Onsdag den 26. juni kl. 11

Onsdag den 3. juli kl. 13

Mødestedet er foran ”Hos Sofies Forældre”, Frederiksgade 74, 8000 Århus C

Turene koster 80 kroner. Tilmelding ikke nødvendig

Postkort fra Sjelle – Byvandring i det gamle Aarhus

En samling af postkort og en byvandring i Aarhus. Tirsdag den 11. juni 2013 kl. 16.

Byvandring i Sjelles fodspor. For cirka 100 år siden boede der en mand i Aarhus, der skrev mange postkort. Kortene havde motiver fra Aarhus og omegn, og bag på kortene blev der med sirlig håndskrift nedfældet tekster om motivernes steder, hændelser og mennesker.

Kortene er signeret R. Sjelle og dateret 1911 eller 1912. Vi ved, at mandens fulde navn var Rasmus Marius Sjelle, vi ved, hvor han boede, hvem han var gift med, hvor mange børn han fik, og hvad han lavede. Men vi ved ikke, hvordan han så ud, hvorfor han skrev kortene, hvem han skrev dem til, og hvorfor de endte hos en amatørfotograf i det nordlige Aarhus.

Samlingen af postkort er blevet til en byvandring, der indledes af et billedoplæg om manden og motiverne. Vandringen foregår i midtbyen med stop på nogle af de steder, som Sjelle skrev om.

Kig Sjelle over skulderen, oplev byen gennem hans øjne og hør nærmere om jagten på ham i blandt andet Erhvervsarkivets gemmer.

Dato og tidspunkt:  tirsdag den 11. juni kl. 16 – ca. 18.30

Mødested: Erhvervsarkivet, Vester Allé 12, 8000 Aarhus C

Billedoplæg kl. 16 – 16.45, derefter byvandring

Historien om Aarhus og Amerika – Byvandring i Aarhus

Byvandringer i Aarhus den 4. juni 2013.

I anledning af Aarhus City Forenings USA-festival inviteres du nu på en eksklusiv byvandring, der sætter fokus på Aarhus og Amerika.

På denne Amerikavandring skal vi i fodsporene på en flyvende aarhusianer, der som den første dansker fløj over Atlanten. Vi skal også høre om Aarhus og jazzmusikken, og vi bliver klogere på hotdogs og fast food. Vi skal desuden besøge et af de steder, hvor der lå et udvandringskontor. Her kunne eventyrlystne aarhusianere henvende sig, hvis de ønskede et nyt liv i mulighedernes land. Kontoret kunne være behjælpelig med det meste, og der blev sørget for billet. Retur? Det var der skam ikke brug for…

Hvornår: tirsdag den 4. juni. Klokken 11, klokken 14 og klokken 20.30

Varighed: 1 time

Mødested: På Rådhuspladsen ved pølseboden

Pris: 50 kroner, der betales kontant på dagen

Byvandringen udbydes i samarbejde med Aarhus City Forening

 

Vikingespor, fine folk, spillemænd og en voldsom ildebrand. På tur igennem Mejlgade

Byvandring mandag den 20. maj 2013 kl. 14 (2. pinsedag)

Mejlgade er en af Aarhus’ ældste gader. I tidligere tider boede her både nogle af byens fineste folk og nogle af byens fattigste. Den verdensberømte Ole Rømer har gået i Mejlgade. Det samme har H. C. Andersen. Det samme gjorde Per Spillemand engang, og selvom han aldrig blev berømt, vakte han glæde i det gamle Aarhus, når han nytårsmorgen spillede i folks stuer. På denne tur skal vi også høre om stolemageren, der ville til Amerika, vi hører om den voldsomme brand i 1899, og vi opklarer, hvor Fægyde lå.

Vi mødes ved Kvindemuseets hovedindgang.

Prisen er 90 kroner, der betales kontant på dagen.

Baggårde og gemte historier

Byvandring søndag den 21. april 2013 kl. 14

På denne vandring skal vi på eventyr i baggårde og hemmelige byrum. Vi skal se sider af Aarhus, man normalt ikke oplever, og vi skal høre historier om tidligere tiders store købmænd, excentriske idealister og fattige stakler.

Vi mødes i porten i Vestergade 49.

Prisen er 90 kroner, der betales kontant på dagen.