I fodsporene på arbejderdrengen Hans

Helt ny byvandring tirsdag den 8. marts.

Forandringens vinde blæste over Danmark i 1900-tallets første årtier, og mens vi dykker ned i en dramatisk brydningstid, følger vi i Hans’ fodspor. Fra fødehjemmet i Ø-gade kvarteret til skolen i Paradisgade, lærepladsen i Graven, fagforeningen i Studsgade og til Hans bliver passioneret medlem af det stadig mere indflydelsesrige Socialdemokrati. Denne tur kan jeg kun anbefale, og hvis du har været med på turen i Sjelles fodspor eller Alfred Elmquist i Mejlgade, så er denne vandring næste oplagte tur at komme på. Læs mere, se de praktiske oplysninger og tilmeld dig her:

Løb med og hør om byens forvandling

Sammen med Arkitektforening Østjylland inviteres du med på et løb i området ved Ceres og Godsbanen. Undervejs bliver der fortalt om byens udvikling og tankerne bag de mange nye byggerier.

Du kan nu blive klogere på, hvad der sker i området ved Ceres og Godsbanen. Området har de senere år været igennem en større forvandling fra industri til kultur og uddannelse. På denne løbevandring kommer vi rundt i området og får set det meste, mens der bliver fortalt om områdets historie og situationen i dag – og naturligvis om tankerne for fremtiden.

Løbeturen er en del af et større program:

Torsdag den 1. oktober

16.30 Vi mødes i Teltet hos REUSE på Godsbanen, kaffe fra kakaobar eller “kaffebil”

Velkomst v. AAØ

Aarhus Kommunes planafdeling fortæller om planerne for Det nye brokvarter og Godsbanen 10-15 min

Rethink Urban Habitats fortæller om områdets nuværende liv “i det små” 5-10 min

Mads Peter fra Institut for X fortæller om det liv der er i dag på området. 5-10 min

17.30 Vi slutter af på REUSE

Herefter:

A. ARKITEKTURLØBET. For de friske er der arkitekturmotionsløb til bygninger m.m. i området

B. Gåtur 1. Vi går på opdagelse i området ledsaget af Rethink Urban Habitats

C. Gåtur 2. Vi går på opdagelse i området ledsaget af Mads Peter fra Institut for X

 

Du kan læse mere om Arktitektforeningen Østjylland – og rette henvendelse for spørgsmål – her

1000 års aarhushistorie på én byvandring

Vær turist i din egen by. Lær Aarhus at kende tirsdag den 7. juli kl. 19

Hvis du kunne tænke dig at lære mere om din by, har du her muligheden. På denne vandring bevæger vi os fra grundlæggelsen af Aarhus i vikingetiden til i dag, hvor byen snart skal være europæisk kulturhovedstad. Undervejs på turen hører vi om nogle af byens markante bygningsværker, vi bliver klogere på byens vilde vækst i 1800-tallet, og vi skal på sporet af både kendte og måske mindre kendte historier.

Turen er for dig, der er nysgerrig på din by, og hvis du altid har tænkt, at du gerne vil kende byens historie, så er dette en oplagt chance.

De praktiske oplysninger:

Dato: tirsdag den 7. juli kl. 19

Varighed: cirka 2 timer

Mødested: Åboulevarden 9 (Ved restaurant Italia overfor BP-huset)

Pris: 90 kroner, der betales kontant på dagen

Vejret: I tilfælde af skybrud gennemføres turen ikke. Det fremgår her senest dagen før, om turen gennemføres.

 

Besættelse, revolution, oprør! Da Danmark fik sin Grundlov – set fra Aarhus

I 1849 fik Danmark sin Grundlov. Men hvordan tog det hele sig ud i en lille provinsby fjernt fra hovedstaden?

På denne vandring skal vi rundt i Aarhus og høre om, hvordan byen og dens indbyggere deltog i de politiske omvæltninger. Vi skal høre om diskussionerne i aviserne, vi skal høre om borgermøderne, vi skal høre om frygten for oprør i Aarhus, om betænkelighederne ved demokratiet, og ikke mindst skal vi høre om den tyske besættelse af byen i 1849. Det bliver en dramtisk tur i et stykke danmarkshistorie, som det udspillede sig i Aarhus, og vi skal opleve hvordan den store fortælling smelter sammen med den lille fortælling.

Detaljerne ser således ud:

Hvornår: søndag den 7. juni kl. 14 til 15.30

Mødested: Store Torv ved Domkirkens hovedindgang

Pris: 90 kroner, der betales kontant på dagen

En syg tur! Historisk byvandring blandt byens gamle hospitaler

En historisk byvandring om sundhed og sygdom i det gamle Aarhus

Du kender nok hospitalerne på Nørrebrogade og Tage-Hansens Gade. Du ved nok også, at fremtidens hospital netop nu bliver bygget i Skejby. Men ved du, hvor aarhusianerne gik hen, før de store og moderne hospitaler blev opført? Det skal vi opklare på denne byvandring.

På turen rundt i gamle, centrale Aarhus bevæger vi os i mellem byens gamle hospitaler. Undervejs hører vi om sygdomme som tuberkulose og kolera, der begge florerede og prægede Aarhus i 1800-tallet. Vi skal høre om syge aarhusianere, der ikke ville på hospitalet, vi skal høre om en by uden kloak og rindende vand, og vi skal høre om, hvordan ny viden om bakterier og smittespredning forandrede Aarhus.

På turen kommer vi forbi flere af de ældste hospitaler, der faktisk fortsat præger gadebilledet i det gamle Aarhus – hvis man blot ved, hvor man skal kigge efter dem.

Detaljerne ser således ud:

Hvornår: søndag den 12. april kl. 14 til 15.30

Mødested: Rosensgade 11

Pris: 90 kroner, der betales kontant på dagen

Julebyvandringerne i december 2014 gav små 4.000 kroner til de hjemløse i Aarhus

Efter to velbesøgte julebyvandringer i begyndelsen af december kunne regnskabet gøres op.

Det blev til 3.842 kroner, der går ubeskåret til Kirkens Korshær i Aarhus og deres juleaften for byens hjemløse. Pengene gør det muligt for Kirkens Korshær at invitere flere med til juleaften.

Du kan læse om turene her

Tusind tak for alle, der gik med og støttede formålet.

På gensyn til nye ture i 2015.

De bedste hilsner fra Doron

Julebyvandringer i det gamle Aarhus

Kom med på en hyggelig julebyvandring i december 2014 – og støt samtidig et godt formål.

Du inviteres med ud i den juleudsmykkede by, når du i december kan komme med rundt i Aarhus og høre om julen i gamle dage. Vi skal tilbage til en tid, hvor der ikke var lukkelove, og man kunne gå i butikker fra klokken seks om morgenen til klokken elleve om aftenen. Vi skal høre om den første juleudsmykkede gade i Aarhus, og vi ser stedet, hvor byens første juletræ blev tændt i 1922. Vi skal også høre om julegavens historie, og vi skal høre om, hvordan nogle børn slet ikke fik julegaver – mens andre måtte glæde sig over rosiner eller en appelsin.

Julevandringerne støtter et godt formål.

Jeg, Doron, har igennem flere år lavet byvandringer i Aarhus, travet i byens gader og fortalt om historien. Lige så længe har jeg haft lyst til at gøre en lille forskel for dem, der også kender gaderne godt. Indtægterne fra årets julebyvandringer går derfor ubeskåret til Kirkens Korshær, som hjælper byens hjemløse – og helt oplagt går pengene til Kirkens Korshærs arbejde med at skabe en hyggelig juleaften for de hjemløse. Jeg håber, at mange har lyst til at komme med på mine julebyvandringer, få en god oplevelse mens de hører om julen i det gamle Aarhus – og oveni bidrage til at gadens folk får en lidt bedre jul.

Det er andet år i træk, du kan gå med ud i julen og samtidig støtte de hjemløse. Sidste år fik vi i fællesskab skrabet knap 3.800 kroner sammen. Pengene kan betyde, at Kirkens Korshær kan invitere flere hjemløse til juleaften end ellers muligt, så pengene kan meget konkret gøre en forskel.

Det foregår: Mandag den 1. december kl. 17.30 og torsdag den 4. december kl. 17.30

Varighed: En times tid

Mødested: Store Torv ved Domkirkens hovedindgang

Pris: 90 kroner, der betales kontant på dagen. Pengene går ubeskåret til Kirkens Korshær og byens hjemløse

Tilmelding: Ikke nødvendig – mød bare op

Aarhus anno 1834 – i fodsporene på 15-årige Alfred

Lørdag den 16. august 2014 kl. 14 har du mulighed for at komme helt tæt på Aarhus – som byen var for 180 år siden.

Aarhus var i 1834 en lille, mørk og beskidt by, men her var også liv og glade dage. I byen boede velhavende borgerfamilier side om side med fattige stakler, og alle kom de hinanden ved. På denne vandring har du mulighed for at komme med tilbage til en svunden tid, og undervejs vil det gamle Aarhus vågne for dit indre blik.

Turen tager afsæt i Mejlgade og alle de mennesker, der har boet her. Vi skal i fodsporene på 15-årige Alfred, der er turens hovedperson, og som i 1834 boede med sin familie i nummer 48. Undervejs skal vi høre om hans familie, venner og naboer, og vi møder den driftige købmand Jensen, den svagelige Anders Grarup, der dog er indehaver af en af gadens fabrikker, vi skal møde Madam Gandrup og Hr. Pippel – og hvem mon Jocko er? Vi skal høre om, når drengene går på kommers, når de samler menneskeknogler, når de er til Sct. Olufsmarked, og når de gyser over vovehalsene på Store Torv.

Jo, byen og dens liv kommer til at stå klart og tydeligt for os på denne vandring. Er du blevet nysgerrig, er du mere end velkommen til at tage turen med tilbage til Aarhus anno 1834.

Detaljerne ser således ud:

Hvornår: lørdag den 16. august kl. 14 til 15.30

Mødested: Bunden af Rådmand Liisbergsgade

Pris: 90 kroner, der betales kontakt på dagen

Formidlere: Doron Haahr og Pernille Helberg Stentoft

Byvandring, Børn og Bedsteforældre

Den 7. august 2014 kl. 14 er der afgang fra Store Torv. Der er byvandring for børn og deres bedsteforældre.

Turen er et tilbud til sommerferieramte børn og deres bedsteforældre. Turen tager udgangspunkt i børnenes verden, og undervejs skal vi høre om, hvordan det har været, at være barn i gamle dage. Vi skal høre om, hvordan det var at arbejde for føden på byens fabrikker, og vi skal høre om, hvordan det var at gå i skole for 150 år siden. Undervejs på turen bliver både børn og bedsteforældre inviteret til at dele egne oplevelser med hinanden, og håbet er, at fortællingerne vil flyde på tværs af generationerne.

Turen varer cirka halvanden time, og er for børn fra 8 år. Turen afsluttes med en lille overraskelse.

Byvandringen udbydes i samarbejde med Folkeuniversitetet.

Hvornår: Torsdag den 7. august 2014 kl. 14.

Mødested: Store Torv ved Domkirkens hovedindgang.

Tilmelding sker via Folkeuniversitetet her

Byvandringer på Frederiksbjerg

Søndag den 6. april og søndag den 4. maj 2014 kl. 11 er der mulighed for at blive klogere på Frederiksbjerg.

På blot 50 år voksede Aarhus fra 10.000 til 50.000 indbyggere. Det var sidst i 1800-tallet, og byen var i vild vækst. Intet skulle blive som det havde været. Mange aarhusianere bosatte sig i byens nyeste kvarter – Frederiksbjerg. De boede her og arbejdede her. De oplevede byen blive moderne.

Hør historien om området og bliv klogere på din by.

Hvornår: søndag den 6. april og søndag den 4. maj kl. 11 (rundstykker, te og kaffe fra kl. 10.30. Se mere herunder)

Startsted: Estate Søren Voetmann – M.P. Bruuns Gade 35

Pris: 90 kroner, der betales kontant på dagen

Varighed: ca. 1,5 time.

Tilmelding er nødvendig. Det foregår på mail doron@aarhushistorier.dk eller tlf. 2099 6674. Der er 25 pladser, der fordeles efter først til mølle-princippet.

Turen gennemføres ved minimum 10 deltagere. Turen aflyses i tilfælde af for få tilmelinger og/eller ved dårligt vejr. Tilmelding skal ske senest fredag den 2. maj. Du får besked om turen gennemføres direkte i din indbakke lørdag den 3. maj senest kl. 18.

EKSTRA: Vi mødes hos ejendomsmægler Estate Søren Voetmann i M.P. Bruuns Gade 35, hvor dagens arrangement starter med fortællinger om Frederiksbjerg i forretningen, inden vi begiver os ud i kvarteret. Fra kl. 10.30 byder Estate på rundstykker, kaffe og te. Benyt lejligheden til at se den spændende forretning, hvor du kan finde historier om og billeder af bygninger, gader og kvarterer i Aarhus – og masser af litteratur om byens historie, arkitektur og design.